Internettets Parisaftale. Det kalder fortalere den nye EU-forordning Digital Services Act, der opstiller regler for håndteringen af ulovligt indhold på sociale medier. Men hvornår kan SoMe-mastodonterne egentlig stilles til ansvar for indholdet på deres platforme? 

Af Kristoffer Nørager Møller & Line Sophie Sand 

I år 2000 var halvdelen af danskerne på internettet. I dag har ni ud af 10 af os en profil på et socialt medie. Men de regler, der gælder for online platforme, er stadig dem, der blev oprettet for 22 år siden i EU’s såkaldte e-handelsdirektiv. Dette erstattes nu af en ny forordning – EU’s Digital Services Act, der omtales som DSA.  

Tænkningen bag det godt 20 år gamle direktiv var møntet på handelsplatforme som Den Blå Avis, og kernen i det var, at firmaer som udgangspunkt skulle fritages for ansvar for ulovligt indhold på deres platform. For eksempel skulle Den Blå Avis ikke hæfte for det, hvis en bruger solgte hælervarer.  

Direktivet tog selvsagt ikke højde for medier som Facebook og Instagram, men det er ikke desto mindre e-handelsdirektivets grundregler, der i EU har gjort sig gældende for de sociale medier siden deres frembrud i slutningen af 00’erne.  

Lige indtil d. 23. april i år, hvor EU’s institutioner nåede til enighed om den nye aftale, der blandt andet opstiller regler for, hvordan ulovligt indhold på hjemmesider skal reguleres. Det kan være alt fra trusler og racisme til mordvideoer og deling af nøgenbilleder.  

Lovens fortalere hylder den som en historisk aftale, mens kritikere mener, at SoMe-selskaberne med DSA’en stadigvæk alt for let vil kunne fritages for ansvar. Men hvordan adskiller den nye lov sig egentlig fra den gamle? 

Takedown eller action 

Først og fremmest bibeholder DSA’en kernen fra det gamle e-handelsdirektiv. Så tech-giganterne er i første omgang fritaget for ansvaret for det ulovlige indhold, der måtte florere på deres sider.  

Det, DSA’en bringer til bordet, er, at de sociale medier skal agere, hvis de bliver gjort opmærksomme på, at der er ulovligt indhold. Det vil sige, at de skal vurdere, om anmeldt indhold skal fjernes, så snart de bliver gjort opmærksomme på, at det eksisterer.  

Opmærksomhed er nøgleordet. Man havde et lignende princip i e-handelsdirektivet, der kaldtes for ‘notice and takedown’. Det kalder man nu for ‘notice and action’. 

Ask Hesby Krogh, næstformand for Digitalt Ansvar, kalder ændringen “oversolgt” og uddyber: 

“Ordet ‘action’ får det jo til at lyde, som om der virkelig sker noget nu. Men det er principielt det samme. Udgangspunktet er, at medierne ikke har noget ansvar, så længe man kan anmelde til dem, og at de gør et eller andet for at fjerne indholdet.” 

Fastholdelsen af princippet bliver dog forsvaret af Sebastian Schwemer, der er lektor ved Center for Informations- og Innovationsret. Han har rådgivet EU-Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af DSA’en.  

“Jeg tror, at der ville have været meget modstand, hvis man havde lavet om på grundprincippet i ‘notice and takedown’. For hvad ville konsekvenserne af det være? Spørgsmålet er jo, om vi ønsker, at online platforme selvstændigt filtrerer og fjerner indhold, der muligvis eller muligvis ikke er ulovligt,” siger han.  

Sociale medier kan altså som udgangspunkt stadig ikke holdes ansvarlige for indholdet på deres sider. Så hvor gemmer de store ændringer sig?  

Trusted flaggers  

Man kan sige, at den nye forordning ikke holder medieplatformene ansvarlige for det indhold, der er på deres sider – den laver snarere et system for, hvornår de kan holdes ansvarlige.  

Og det kan de altså først, hvis de bliver gjort opmærksomme på, at noget indhold potentielt kunne være ulovligt. Så skal de agere – og hvis de ikke gør det, så bliver de holdt ansvarlige.  

I aftalen har man blandt andet vedtaget, at de sociale medier skal arbejde med såkaldte ’trusted flaggers’, som er personer, der har til opgave at rapportere om ulovligt indhold. ’Trusted flaggers’ kan for eksempel være digitale rettighedsforkæmpere eller forbrugerorganisationer. Brugere kan stadig anmelde ulovligt indhold.  

Når potentielt ulovligt indhold bliver anmeldt, er det platformene selv, der skal foretage vurderingerne. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Facebook eller Instagram, men de store firmaer vil sandsynligvis ansætte jurister rundt omkring i EU’s medlemslande, når loven træder i kraft.  

I Tyskland vedtog man i 2018 den lignende NetzDG-lov. Efterfølgende ansatte Facebook omkring 1000 jurister i Tyskland til at moderere indhold.  

Rettidig omhu 

Når medier bliver gjort opmærksomme på ulovligt indhold, pålægger DSA’en dem, at de skal håndtere indsendte klager via deres interne klagehåndteringssystem med ‘rettidig, flittig og objektiv omhu’.  

Der er ikke afsat nogen klar tidsgrænse for, hvor lang tid en klagehåndtering må tage. Til gengæld er der i DSA’en indbygget et gennemsigtighedskrav, når det kommer til klagehåndtering. Det vil sige, at hvis du får fjernet et opslag og ikke mener, at det overtræder nogle love eller retningslinjer, så kan du klage over krænkelse af din ytringsfrihed.  

Den givne platform er så forpligtet til at forklare dig, hvorfor dit opslag er blevet fjernet – eller også bliver det ved nærmere kig lagt op igen, fordi tonen måske bare var hård, men ikke ulovlig. Dette skal de gøre med netop ‘rettidig omhu’. 

Proceskrav frem for resultatkrav 

Ask Hesby Krogh mener, at kravet om rettidig omhu lægger for meget op til skøn fra medieudbydernes side. Han efterlyser mere præcise krav: 

”I Digitalt Ansvar savner vi tidsgrænser og en meget præcis beskrivelse af, hvad vi kan forvente af de sociale medier, når der rapporteres ulovligt indhold. Kan vi ikke være meget præcise på, hvornår det her juridiske helle forsvinder? Hvornår kan vi drage dem til ansvar? Det er svært at slæbe dem i retten, fordi det er uklart, hvordan de skal vurdere anmeldelser, og hvor hurtigt de skal gøre det.” 

Skepsissen deles af Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor ved SDU: 

“Man går ind og siger, at vi pålægger selskaber et krav om ‘rettidig omhu’ – altså at der er en helt masse ting, de skal gøre. Det kan selvfølgelig være meget fornuftigt, men problemet er, at de så bare kan sige: ‘Nu har vi gjort alle de her ting. Så er det fint. Så er vi ikke ansvarlige for noget.’” 

De mange ting, Schaumburg-Müller refererer til, er, at de sociale medier skal opfylde kravene om ‘rettidig, flittig og objektiv omhu’ og aflægge rapporter om håndteringen af anmeldelser. Og han mener altså ikke, at gennemsigtigheden kan retfærdiggøre, at tech-firmaerne skal ansvarsfritages: 

“Hvad er det for noget? Jeg indrømmer, at det er ret fortegnet, men det svarer jo til at sige: ‘Altså, jeg har lige været ude at slå en ihjel.’ ‘Ja, det er godt, du siger det.’” 

EU-Kommissionen påpeger i en pressemeddelelse, at platforme ikke tilskyndes til at fjerne mere indhold, og at der ikke skal laves en generel overvågning af indholdet på platformene. 

Hvad med privatlivet? 

Andre kritikere af DSA’en har været optaget af, om informations- og ytringsfriheden bliver krænket. De peger på en risiko for, at IT-giganterne kan komme til at overregulere ud fra et forsigtighedsprincip, hvis de står til ansvar for deres brugeres gøren og laden. 

Ifølge analysen fra Digitalt Ansvar er det også kun 22 procent af danskerne, der mener, at sociale medier er gode til at fjerne ulovligt indhold. Men den modsatte problemstilling halter i DSA’en og debatten om den, mener Schaumburg-Müller, for hvad med beskyttelsen af privatlivet? Ifølge Digitalt Ansvars analyse mener blot 14 procent af danskerne, at sociale medier er gode til at beskytte brugere, der får misbrugt deres private og personlige oplysninger.  

Schaumburg-Müller påpeger, at den føromtalte klagehåndtering er rettet mod, at folk skal kunne klage, hvis de er under opfattelse af, at deres ytringsfrihed er blevet knægtet ved fjernelse af et opslag. Men hvad hvis man har klaget om at få et opslag fjernet, der ikke er blevet fjernet?  

“Der skal laves klageprocedurer for dem, der får taget noget ned, men ikke for dem, der ikke får taget noget ned. Hvorfor skal der være klagemuligheder for brud på ytrings- og informationsfriheden, men ikke for det modsatte?” spørger han.  

Det modsatte altså værende privatlivets fred. Det kan for eksempel være deling af helbredsoplysninger, eller hvis du er pårørende til nogle, der får delt nøgenbilleder. 

Tyske tilstande 

Regeringen i Danmark er uden om EU kommet med et lovforslag, der minder meget om DSA’en. Lovforslaget indeholder skærpede krav om nedtagning af ulovligt indhold og indførelse af gennemsigtighedskrav for sociale medier.  

Den største forskel er, at der i det danske forslag indgår et krav om, at sociale medier skal vurdere anmeldelser inden for 24 timer – og hvis anmeldt indhold ikke vurderes inden for den tidsfrist, udstedes en bøde til det pågældende medie. Forslaget er stort set identisk med den tyske NetzDG-lov, der har implementeret 24-timers-reglen.  

“Vi vil beskytte forbrugerne hurtigere end EU vil give os mulighed for. DSA’en løser jo heller ikke alt. Vi opfatter sådan set vores lovforslag som bedre end den,” siger Malte Larsen, erhvervs- og forbrugerordfører for Socialdemokratiet. 

Både Schaumburg-Müller og Hesby Krogh er tilhængere af idéen om, at der burde indgå klare tidsfrister i DSA’en. Hesby Krogh peger blandt andet på, at den tyske evaluering af NetzDG viser, at loven ikke er blevet overimplementeret.  

Sebastian Schwemer hævder imidlertid, at tidsfrister kan være “enormt problematiske”. Hans argument beror på, at det ikke er begrænset til åbenlyst ulovligt indhold som nøgenbilleder og mordvideoer, men eksempelvis også ophavsretlige krænkelser, når DSA’en omtaler ulovligt indhold: 

“I DSA’en står der ‘straks fjerne’. Og det giver mulighed for at arbejde mere kontekstorienteret. Det er vigtigt at skelne mellem, om vi taler om specifikke former for ulovlig information, eller om vi taler om generelle grundprincipper. Og Digital Services Act, som jeg opfatter det, er grundregler. Grundregler for, hvordan platforme skal agere.”  

Med eller uden 24-timers-regel  

EU’s lovgivningsmaskine arbejder langsommere end nationallovgivningsmaskinen. Digital Services Act kan således tidligst træde i kraft d. 1. januar 2024, hvor regeringens forslag om en 24-timers-regel allerede skal igennem de sidste behandlinger i Folketinget i starten af juni.  

Under alle omstændigheder bliver DSA’en implementeret i Danmark, med eller uden national 24-timers-regel. Til den tid er det op til Folketinget at få den danske lovgivning til at stemme overens med EU-forordningen.