Internettets Parisaftale. Det kalder fortalere den nye EU-forordning Digital Services Act, der opstiller regler for håndteringen af ulovligt indhold på sociale medier. Men hvornår kan SoMe-mastodonterne egentlig stilles til ansvar for indholdet på deres platforme? 

Af Kristoffer Nørager Møller & Line Sophie Sand 

I år 2000 var halvdelen af danskerne på internettet. I dag har ni ud af 10 af os en profil på et socialt medie. Men de regler, der gælder for online platforme, er stadig dem, der blev oprettet for 22 år siden i EU’s såkaldte e-handelsdirektiv. Dette erstattes nu af en ny forordning – EU’s Digital Services Act, der omtales som DSA.  

Tænkningen bag det godt 20 år gamle direktiv var møntet på handelsplatforme som Den Blå Avis, og kernen i det var, at firmaer som udgangspunkt skulle fritages for ansvar for ulovligt indhold på deres platform. For eksempel skulle Den Blå Avis ikke hæfte for det, hvis en bruger solgte hælervarer.  

Direktivet tog selvsagt ikke højde for medier som Facebook og Instagram, men det er ikke desto mindre e-handelsdirektivets grundregler, der i EU har gjort sig gældende for de sociale medier siden deres frembrud i slutningen af 00’erne.  

Lige indtil d. 23. april i år, hvor EU’s institutioner nåede til enighed om den nye aftale, der blandt andet opstiller regler for, hvordan ulovligt indhold på hjemmesider skal reguleres. Det kan være alt fra trusler og racisme til mordvideoer og deling af nøgenbilleder.  

Lovens fortalere hylder den som en historisk aftale, mens kritikere mener, at SoMe-selskaberne med DSA’en stadigvæk alt for let vil kunne fritages for ansvar. Men hvordan adskiller den nye lov sig egentlig fra den gamle? 

Takedown eller action 

Først og fremmest bibeholder DSA’en kernen fra det gamle e-handelsdirektiv. Så tech-giganterne er i første omgang fritaget for ansvaret for det ulovlige indhold, der måtte florere på deres sider.  

Det, DSA’en bringer til bordet, er, at de sociale medier skal agere, hvis de bliver gjort opmærksomme på, at der er ulovligt indhold. Det vil sige, at de skal vurdere, om anmeldt indhold skal fjernes, så snart de bliver gjort opmærksomme på, at det eksisterer.  

Opmærksomhed er nøgleordet. Man havde et lignende princip i e-handelsdirektivet, der kaldtes for ‘notice and takedown’. Det kalder man nu for ‘notice and action’. 

Ask Hesby Krogh, næstformand for Digitalt Ansvar, kalder ændringen “oversolgt” og uddyber: 

“Ordet ‘action’ får det jo til at lyde, som om der virkelig sker noget nu. Men det er principielt det samme. Udgangspunktet er, at medierne ikke har noget ansvar, så længe man kan anmelde til dem, og at de gør et eller andet for at fjerne indholdet.” 

Fastholdelsen af princippet bliver dog forsvaret af Sebastian Schwemer, der er lektor ved Center for Informations- og Innovationsret. Han har rådgivet EU-Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af DSA’en.  

“Jeg tror, at der ville have været meget modstand, hvis man havde lavet om på grundprincippet i ‘notice and takedown’. For hvad ville konsekvenserne af det være? Spørgsmålet er jo, om vi ønsker, at online platforme selvstændigt filtrerer og fjerner indhold, der muligvis eller muligvis ikke er ulovligt,” siger han.  

Sociale medier kan altså som udgangspunkt stadig ikke holdes ansvarlige for indholdet på deres sider. Så hvor gemmer de store ændringer sig?  

Trusted flaggers  

Man kan sige, at den nye forordning ikke holder medieplatformene ansvarlige for det indhold, der er på deres sider – den laver snarere et system for, hvornår de kan holdes ansvarlige.  

Og det kan de altså først, hvis de bliver gjort opmærksomme på, at noget indhold potentielt kunne være ulovligt. Så skal de agere – og hvis de ikke gør det, så bliver de holdt ansvarlige.  

I aftalen har man blandt andet vedtaget, at de sociale medier skal arbejde med såkaldte ’trusted flaggers’, som er personer, der har til opgave at rapportere om ulovligt indhold. ’Trusted flaggers’ kan for eksempel være digitale rettighedsforkæmpere eller forbrugerorganisationer. Brugere kan stadig anmelde ulovligt indhold.  

Når potentielt ulovligt indhold bliver anmeldt, er det platformene selv, der skal foretage vurderingerne. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Facebook eller Instagram, men de store firmaer vil sandsynligvis ansætte jurister rundt omkring i EU’s medlemslande, når loven træder i kraft.  

I Tyskland vedtog man i 2018 den lignende NetzDG-lov. Efterfølgende ansatte Facebook omkring 1000 jurister i Tyskland til at moderere indhold.  

Rettidig omhu 

Når medier bliver gjort opmærksomme på ulovligt indhold, pålægger DSA’en dem, at de skal håndtere indsendte klager via deres interne klagehåndteringssystem med ‘rettidig, flittig og objektiv omhu’.  

Der er ikke afsat nogen klar tidsgrænse for, hvor lang tid en klagehåndtering må tage. Til gengæld er der i DSA’en indbygget et gennemsigtighedskrav, når det kommer til klagehåndtering. Det vil sige, at hvis du får fjernet et opslag og ikke mener, at det overtræder nogle love eller retningslinjer, så kan du klage over krænkelse af din ytringsfrihed.  

Den givne platform er så forpligtet til at forklare dig, hvorfor dit opslag er blevet fjernet – eller også bliver det ved nærmere kig lagt op igen, fordi tonen måske bare var hård, men ikke ulovlig. Dette skal de gøre med netop ‘rettidig omhu’. 

Proceskrav frem for resultatkrav 

Ask Hesby Krogh mener, at kravet om rettidig omhu lægger for meget op til skøn fra medieudbydernes side. Han efterlyser mere præcise krav: 

”I Digitalt Ansvar savner vi tidsgrænser og en meget præcis beskrivelse af, hvad vi kan forvente af de sociale medier, når der rapporteres ulovligt indhold. Kan vi ikke være meget præcise på, hvornår det her juridiske helle forsvinder? Hvornår kan vi drage dem til ansvar? Det er svært at slæbe dem i retten, fordi det er uklart, hvordan de skal vurdere anmeldelser, og hvor hurtigt de skal gøre det.” 

Skepsissen deles af Sten Schaumburg-Müller, juraprofessor ved SDU: 

“Man går ind og siger, at vi pålægger selskaber et krav om ‘rettidig omhu’ – altså at der er en helt masse ting, de skal gøre. Det kan selvfølgelig være meget fornuftigt, men problemet er, at de så bare kan sige: ‘Nu har vi gjort alle de her ting. Så er det fint. Så er vi ikke ansvarlige for noget.’” 

De mange ting, Schaumburg-Müller refererer til, er, at de sociale medier skal opfylde kravene om ‘rettidig, flittig og objektiv omhu’ og aflægge rapporter om håndteringen af anmeldelser. Og han mener altså ikke, at gennemsigtigheden kan retfærdiggøre, at tech-firmaerne skal ansvarsfritages: 

“Hvad er det for noget? Jeg indrømmer, at det er ret fortegnet, men det svarer jo til at sige: ‘Altså, jeg har lige været ude at slå en ihjel.’ ‘Ja, det er godt, du siger det.’” 

EU-Kommissionen påpeger i en pressemeddelelse, at platforme ikke tilskyndes til at fjerne mere indhold, og at der ikke skal laves en generel overvågning af indholdet på platformene. 

Hvad med privatlivet? 

Andre kritikere af DSA’en har været optaget af, om informations- og ytringsfriheden bliver krænket. De peger på en risiko for, at IT-giganterne kan komme til at overregulere ud fra et forsigtighedsprincip, hvis de står til ansvar for deres brugeres gøren og laden. 

Ifølge analysen fra Digitalt Ansvar er det også kun 22 procent af danskerne, der mener, at sociale medier er gode til at fjerne ulovligt indhold. Men den modsatte problemstilling halter i DSA’en og debatten om den, mener Schaumburg-Müller, for hvad med beskyttelsen af privatlivet? Ifølge Digitalt Ansvars analyse mener blot 14 procent af danskerne, at sociale medier er gode til at beskytte brugere, der får misbrugt deres private og personlige oplysninger.  

Schaumburg-Müller påpeger, at den føromtalte klagehåndtering er rettet mod, at folk skal kunne klage, hvis de er under opfattelse af, at deres ytringsfrihed er blevet knægtet ved fjernelse af et opslag. Men hvad hvis man har klaget om at få et opslag fjernet, der ikke er blevet fjernet?  

“Der skal laves klageprocedurer for dem, der får taget noget ned, men ikke for dem, der ikke får taget noget ned. Hvorfor skal der være klagemuligheder for brud på ytrings- og informationsfriheden, men ikke for det modsatte?” spørger han.  

Det modsatte altså værende privatlivets fred. Det kan for eksempel være deling af helbredsoplysninger, eller hvis du er pårørende til nogle, der får delt nøgenbilleder. 

Tyske tilstande 

Regeringen i Danmark er uden om EU kommet med et lovforslag, der minder meget om DSA’en. Lovforslaget indeholder skærpede krav om nedtagning af ulovligt indhold og indførelse af gennemsigtighedskrav for sociale medier.  

Den største forskel er, at der i det danske forslag indgår et krav om, at sociale medier skal vurdere anmeldelser inden for 24 timer – og hvis anmeldt indhold ikke vurderes inden for den tidsfrist, udstedes en bøde til det pågældende medie. Forslaget er stort set identisk med den tyske NetzDG-lov, der har implementeret 24-timers-reglen.  

“Vi vil beskytte forbrugerne hurtigere end EU vil give os mulighed for. DSA’en løser jo heller ikke alt. Vi opfatter sådan set vores lovforslag som bedre end den,” siger Malte Larsen, erhvervs- og forbrugerordfører for Socialdemokratiet. 

Både Schaumburg-Müller og Hesby Krogh er tilhængere af idéen om, at der burde indgå klare tidsfrister i DSA’en. Hesby Krogh peger blandt andet på, at den tyske evaluering af NetzDG viser, at loven ikke er blevet overimplementeret.  

Sebastian Schwemer hævder imidlertid, at tidsfrister kan være “enormt problematiske”. Hans argument beror på, at det ikke er begrænset til åbenlyst ulovligt indhold som nøgenbilleder og mordvideoer, men eksempelvis også ophavsretlige krænkelser, når DSA’en omtaler ulovligt indhold: 

“I DSA’en står der ‘straks fjerne’. Og det giver mulighed for at arbejde mere kontekstorienteret. Det er vigtigt at skelne mellem, om vi taler om specifikke former for ulovlig information, eller om vi taler om generelle grundprincipper. Og Digital Services Act, som jeg opfatter det, er grundregler. Grundregler for, hvordan platforme skal agere.”  

Med eller uden 24-timers-regel  

EU’s lovgivningsmaskine arbejder langsommere end nationallovgivningsmaskinen. Digital Services Act kan således tidligst træde i kraft d. 1. januar 2024, hvor regeringens forslag om en 24-timers-regel allerede skal igennem de sidste behandlinger i Folketinget i starten af juni.  

Under alle omstændigheder bliver DSA’en implementeret i Danmark, med eller uden national 24-timers-regel. Til den tid er det op til Folketinget at få den danske lovgivning til at stemme overens med EU-forordningen.  

Eva har fået muligheden for at lære sig selv at kende baglæns. En sygdom, der altid har været der, men først er blevet opdaget efter et halvt menneskeliv: ”Det er et ret langt liv at tænke tilbage i.”

Drengebørn, der kravler på væggene og hænger i gardinerne. Løber rundt i cirkler. Pigebørnene sjældnere i cirkler, men lægger sig oftere fladt ned. De går under radaren. Det er øjnene, der kravler hen over væggene og løber ned langs gardinerne. Tænker i cirkler. Eva Husted Dalsgaard var et af disse pigebørn. Det er hun på mange måder stadig.

Af Line Sophie Sand

I gymnasiet kunne Eva ikke sidde stille på en stol, men hun tror mere, det skyldtes, at hun har korte ben. Eva er et småt menneske med store armfagter. Inde bag brillerne er der et par øjne, der har levet et liv. Indimellem holder de pause sammen med ordene.

Et halvt århundrede uden diagnose

Eva er 53 år. Hun får stillet diagnosen ADHD i september 2021. Inden det bliver september, går Eva hos en psykolog, fordi hun lægger arm med en depression.

Det er ikke første gang, hun er deprimeret. I starten af 30’erne er hun svært deprimeret, depressionen viser sit grimme ansigt igen i 2008 og endnu en gang i år. Egentlig snakker Eva og psykologen alt muligt, men som bekendt fører alle veje til Rom, og snakken falder på ADHD.

”Psykologen synes, at det ville give mening,” fortæller Eva, og der går ikke lang tid, før hun sidder med en diagnose, der kan give svar på en del, men ikke alt.

En diagnose kommer sjældent alene

Tal fra ADHD-foreningen viser, at cirka 1-3 procent af danske voksne har ADHD. Andre tal viser, at cirka 85 procent af voksne med ADHD har en anden psykisk lidelse og i gennemsnit 2,5 psykiske diagnoser. I fagsprog hedder det ’tillægsdiagnoser’, og risikoen for at udvikle blandt andet depression og angst ved ubehandlet ADHD er væsentligt højere end ved ADHD, der bliver behandlet rettidigt.

Der er altså ikke noget iøjnefaldende ved, at Eva har haft depressioner ad flere omgange.

Noget, der heller ikke er hverken iøjnefaldende eller synderligt specielt ved den sene diagnose, er, at Eva er kvinde. Der er næsten tradition for, at ADHD opdages langt senere hos kvinder end hos mænd – hvis den nogensinde bliver opdaget.

Kriterierne for diagnosen er nærmest skræddersyet til drenge og mænd, der også statistisk får diagnosen langt tidligere. Kvinder får gennemsnitligt stillet diagnosen, når de runder omkring de 30 år. Eva får først diagnosen her 23 år senere i en alder af 53 år. I retrospekt kan hun konstatere, at der måske heller ikke rigtig havde været anledning til at få stillet diagnosen tidligere.

”Mit ADHD-liv starter, lige før jeg blev 30,” siger Eva og tilføjer, at: ”Den gjorde ikke rigtigt ondt, før jeg var næsten 30.”

Og så er hun stille for en stund. Selvom hun ikke siger noget, så er det tydeligt at se i hendes blik, at hun er rejst 20 år tilbage i tiden. Det, der engang var den fjerne fortid, er nu ret nært.

Dengang læser hun lingvistik på universitetet og skriver bachelor. Eller det er i hvert fald meningen, at hun skal skrive den, men det sker bare ikke.

”Jeg har ingen selvdisciplin. Jeg har aldrig oplevet, at der var noget, jeg virkelig ikke kunne i sidste øjeblik.”

Eva Husted Dalsgaard

Og det er dér, filmen knækker, og klokken slår kvart i depression.

I folkeskolen og på gymnasiet var det ikke rigtigt noget problem. Jo, jo, få ting blev måske ikke afleveret helt til tiden, og hun kom først i gang dagen før, og så glemte hun ofte sine ting alle mulige steder. Men summa summarum er, at hun i hvert fald klarede den, og at der altid har været lige til øllet.

”Jeg fik mig moslet derhen til, hvor jeg lige præcis kunne overkomme kravene,” siger hun med et smil på læben.

Modediagnosen, der går i arv

ADHD har i nyere tid fået øgenavnet ’modediagnose.’ Det er sådan set ikke, fordi det er smart, men der er flere og flere, der får stillet diagnosen. I Danmark er der sket en fordobling fra 2011 til 2020 af voksne på 25-44 år, der får ADHD-medicin, viser en analyse fra Sundhedsdatastyrelsen, der blev udgivet tidligere på året. Tallet er steget fra cirka 10.000 til 22.000.

Denne stigning mærker de også ADHD-foreningen. De har eksisteret i over 30 år og har til formål at støtte folk med ADHD og pårørende. De har en række af tilbud bestående af netværksmøder, info-aftener og anden rådgivning.

”Vi oplever flere henvendelser fra nydiagnosticerede voksne, men også fra voksne, der mistænker, at de kan have ADHD,” siger Lone Storm fra ADHD-foreningen og tilføjer: ”Sidstnævnte er ofte i forbindelse med et barn, der er blevet diagnosticeret.”

Der er ikke nogen 1:1 opskrift på, hvorfor nogen har ADHD og andre ikke har, men studier viser, at hvis nogen i familien har ADHD, så er risikoen øget væsentligt for, at man selv har det.

Post-its ad libitum

Karakteristisk for ADHD er, at man bliver let distraheret. Man er glemsom. Man har svært ved at strukturere. Man glemmer sine nøgler, sin pung og sin telefon. Tid er et abstrakt begreb. Ting, der for os andre kan virke indlysende, at vi skal huske eller gøre; ting, vi andre kan lave en mental notits over. De ting har Eva skrevet ned på farvestrålende sedler og hængt op på et staffeli. Et slags husalter.

”Jeg kan ikke finde ud af piktogrammer,” siger hun. Til gengæld er hun god til ord. Hun er også god til at skrive dem ned. Det bliver hun nødt til, for ellers er det som om, de flyver væk i alt muligt andet.

”Hvis man kan lave sig et liv, der passer til den ADHD, man har, så kan man stadig leve et godt liv. Jeg tror, det er det, der er sket,” fortæller Eva. Egentlig er hun ikke så æstetisk eller god til at indrette, hvis hun selv skal sige det, men hun formår indtil videre at indrette et liv, der passer til den ADHD, hun har.

Staffeliet hjælper hende med at danne et overblik. Det kunne måske minde lidt om et skattekort for alle andre. For Eva er det ligesom et kompas. Der ligger også en trofast notesblok på sengebordet med en dertilhørende kuglepen – i tilfælde af at hun skulle komme i tanke om noget, så hun hurtigt kan skrible det ned. For at huske det. Ellers glemmer hun.

”Morgensedler,” udbryder hun, ”de er vigtige. Ellers kan jeg komme af sted med min taske, men ikke min computertaske.” På den måde kan det godt være, at hun ikke selv mener, at hun kan bidrage til en opstilling i et IKEA-blad, men hun har på kort tid fået redskaber til at opstille dele af sin hverdag med ADHD. Og så er der de ting, hun i forvejen uvidende gjorde, som hjælper hende.

Et halvt århundrede mere

Diagnosen har givet Eva et lag mere, end dem hun i forvejen sidder med på bænken på Clemens Bro. Det er koldt ude og himlen er mørk. Gågaden i Aarhus lyses op af julelysene, og det ligner næsten, at Evas brilleglas glimter tilbage. Det gør de måske også, men de store og nysgerrige øjne skinner lige så meget. Og måske er det dem, der lyser mest op.

”En ny diagnose giver mulighed for at se fremad; at ændre på noget. Det er en forklaring bagud. Jeg kan lade fortiden ligge.”

Eva Husted Dalsgaard

Der venter et langt liv forude. Eva er ikke færdig med at løse de små knuder op, men hun ligger ikke længere fladt ned. Selvbebrejdelserne er blevet lagt på bordet hos psykologen og psykiateren. Måske ikke dem alle sammen, men hun har husalteret til at hænge resten op på. Eller notesblokken ved siden af sengen. Eva er på vej ud i et nyt liv og lukker døren til alt det, der var engang.

Man kan ikke skrive, hvad man vil på internettet. Det fandt en pensionist fra Randers-området ud af onsdag den 17. november i retten, hvor der faldt dom i en sag, der har været undervejs siden foråret 2018.

Af Line Sophie Sand

Pensionisten og hans familie sidder i venteområdet, da advokaten ankommer. De ligner nogle, der har haft noget med hinanden at gøre før, og det har de også.

Grunden til fremmødet er en kommentar fra tilbage i foråret 2018. Den nu 63-årige pensionist bliver dengang anmeldt til politiet for at have skrevet en kommentar til en artikel i en gruppe på Facebook, hvor han opfordrer til kriminalitet. Sagen møder først nu 3,5 år senere sit endelige ved domstolen i Randers.

”PS. Omkring voldsmanden, så burde han henrettes ligesom hele sin familie.”

Sådan lyder kommentaren, som pensionisten er dømt for at have skrevet. De voldsomme ord var at finde i kommentarsporet til en artikel om en syrer, der havde stukket en tysk pige ned. Artiklen var blevet delt i en Facebookgruppe, men pensionisten erindrede i retten hverken at være en del af gruppen, at have skrevet kommentaren eller nogensinde at have set artiklen.

Pensionist på fuldtid, tastaturkriger på deltid

Til en start er den 63-årige tøvende, da dommeren spørger ind til hans brug af Facebook. Anklageren har en rapport med fra politiet, hvori der indgår et referat af en telefonsamtale mellem den 63-årige og politiet. Her har pensionisten sagt til politiet, at han kommenterer i den pågældende Facebookgruppe næsten dagligt.

Facebook er altså ikke nogen fremmed arena for manden, der er pensionist på fuldtid, men også ihærdig bruger af sit tastatur på deltid. Tastaturkrigeren medgiver, næste gang dommeren spørger ind til brugen af kommentarsporet på Facebook, at han kommenterer en gang imellem.

Ordkløveri nyttede ikke

En central del af forsvaret for tastaturkrigeren lå i ordvalget, navnlig brugen af ”burde.” Forsvareren har i dagens anledning medbragt et udklip af ordets definition fra ordbogen. Der lægges vægt på, at det skal forstås som et udtryk for den 63-åriges holdning til, at dødsstraf burde indføres i Danmark nærmere end en egentlig opfordring til kriminalitet.

Anklageren mener ikke, at kommentaren kan tilskrives en mindre grovhed grundet brugen af ”burde.” Hun lægger derimod vægt på, at kommentaren har været tilgængelig i en offentlig gruppe med mange mennesker, og at der er opfordret til grov kriminalitet.

Det er ikke noget krav, at nogen reelt skal have ageret på opfordringen i kommentarer af den slags natur. Der har været lignende sager i de seneste fem år, hvor andre er blevet dømt for kommentarer af samme natur.

Dommeren og nævningene finder den 63-årige pensionist skyldig. Han blev idømt 30 dages ubetinget fængsel med en prøvetid på 1 år.

Anders Pilgaard Haue er sygemeldt med depression. Psykofarmaka og D-vitamin kan man komme langt med ifølge ham, men også en hobby kan hjælpe én på vej. At male startede netop som en interesse, men er for Anders nu blevet en måde at slappe af på.

Af Line Sophie Sand

Den venstre hånd holder den lille plasticfigur ud i luften, imens den højre har penslen i et fast greb. Man skulle næsten tro, at det lille blå stykke plastic var universets centrum. For Anders er det. I hvert fald for en kort stund, når han sidder der og maler med nænsomme penselstrøg. Det er det eneste tidspunkt, hvor Anders finder ro.

”I starten var der et socialt element i det, men jeg fandt ud af, at processen er virkelig meditativ.”

Anders Pilgaard Haue

Anders har sit første møde med spillet Warhammer hjemme hos en kammerat. Interessen har hængt ved lige siden. Warhammer er et figurkrigsspil, hvor spillerne selv skal samle en hær af små figurer og et led i processen er, at spillerne også selv dekorerer dem. Nogen køber dem malet på forhånd, mens andre, som Anders, maler dem selv.

”Når man har en hjerne, der knevrer konstant, er det rart at have noget, der kan slukke for dét.”

Anders Pilgaard Haue

Men for Anders er det mere end bare at male. Det startede ud som noget, man mødtes med andre om, men er sidenhen blevet til mere end det. For ham er det nærmest selvterapi. Anders er sygemeldt med depression fra sit arbejde som præst, og meget af tiden går med at fordybe sig i de små, tredimensionelle spillefigurer.

”Man skal lige præcis koncentrere sig, men alligevel tage det meste på rutinen.”

Anders Pilgaard Haue

I maleprocessen finder Anders et frirum, hvor han kan fortabe sig i de små detaljer. Akryl- eller akvarelmaling gør ikke det samme for ham, fordi han skal gøre sig for mange overvejelser. Det sker ikke, når han sidder og stiller laserskarpt på det lillebitte stykke plastic. Han kalder det selv for en flowtilstand, hvor hjernen heler, og det konstante tankemylder kan få en ende. Det er derfor, han er blevet ved med at male i alle disse år.

I 2015 opdager Anders Pilgaard Haue, at det at male Warhammer-figurer har en meditativ effekt, der hjælper ham med at slukke for sin knevre-hjerne.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.