Drengebørn, der kravler på væggene og hænger i gardinerne. Løber rundt i cirkler. Pigebørnene sjældnere i cirkler, men lægger sig oftere fladt ned. De går under radaren. Det er øjnene, der kravler hen over væggene og løber ned langs gardinerne. Tænker i cirkler. Eva Husted Dalsgaard var et af disse pigebørn. Det er hun på mange måder stadig.

Af Line Sophie Sand

I gymnasiet kunne Eva ikke sidde stille på en stol, men hun tror mere, det skyldtes, at hun har korte ben. Eva er et småt menneske med store armfagter. Inde bag brillerne er der et par øjne, der har levet et liv. Indimellem holder de pause sammen med ordene.

Et halvt århundrede uden diagnose

Eva er 53 år. Hun får stillet diagnosen ADHD i september 2021. Inden det bliver september, går Eva hos en psykolog, fordi hun lægger arm med en depression.

Det er ikke første gang, hun er deprimeret. I starten af 30’erne er hun svært deprimeret, depressionen viser sit grimme ansigt igen i 2008 og endnu en gang i år. Egentlig snakker Eva og psykologen alt muligt, men som bekendt fører alle veje til Rom, og snakken falder på ADHD.

”Psykologen synes, at det ville give mening,” fortæller Eva, og der går ikke lang tid, før hun sidder med en diagnose, der kan give svar på en del, men ikke alt.

En diagnose kommer sjældent alene

Tal fra ADHD-foreningen viser, at cirka 1-3 procent af danske voksne har ADHD. Andre tal viser, at cirka 85 procent af voksne med ADHD har en anden psykisk lidelse og i gennemsnit 2,5 psykiske diagnoser. I fagsprog hedder det ’tillægsdiagnoser’, og risikoen for at udvikle blandt andet depression og angst ved ubehandlet ADHD er væsentligt højere end ved ADHD, der bliver behandlet rettidigt.

Der er altså ikke noget iøjnefaldende ved, at Eva har haft depressioner ad flere omgange.

Noget, der heller ikke er hverken iøjnefaldende eller synderligt specielt ved den sene diagnose, er, at Eva er kvinde. Der er næsten tradition for, at ADHD opdages langt senere hos kvinder end hos mænd – hvis den nogensinde bliver opdaget.

Kriterierne for diagnosen er nærmest skræddersyet til drenge og mænd, der også statistisk får diagnosen langt tidligere. Kvinder får gennemsnitligt stillet diagnosen, når de runder omkring de 30 år. Eva får først diagnosen her 23 år senere i en alder af 53 år. I retrospekt kan hun konstatere, at der måske heller ikke rigtig havde været anledning til at få stillet diagnosen tidligere.

”Mit ADHD-liv starter, lige før jeg blev 30,” siger Eva og tilføjer, at: ”Den gjorde ikke rigtigt ondt, før jeg var næsten 30.”

Og så er hun stille for en stund. Selvom hun ikke siger noget, så er det tydeligt at se i hendes blik, at hun er rejst 20 år tilbage i tiden. Det, der engang var den fjerne fortid, er nu ret nært.

Dengang læser hun lingvistik på universitetet og skriver bachelor. Eller det er i hvert fald meningen, at hun skal skrive den, men det sker bare ikke.

”Jeg har ingen selvdisciplin. Jeg har aldrig oplevet, at der var noget, jeg virkelig ikke kunne i sidste øjeblik.”

Eva Husted Dalsgaard

Og det er dér, filmen knækker, og klokken slår kvart i depression.

I folkeskolen og på gymnasiet var det ikke rigtigt noget problem. Jo, jo, få ting blev måske ikke afleveret helt til tiden, og hun kom først i gang dagen før, og så glemte hun ofte sine ting alle mulige steder. Men summa summarum er, at hun i hvert fald klarede den, og at der altid har været lige til øllet.

”Jeg fik mig moslet derhen til, hvor jeg lige præcis kunne overkomme kravene,” siger hun med et smil på læben.

Modediagnosen, der går i arv

ADHD har i nyere tid fået øgenavnet ’modediagnose.’ Det er sådan set ikke, fordi det er smart, men der er flere og flere, der får stillet diagnosen. I Danmark er der sket en fordobling fra 2011 til 2020 af voksne på 25-44 år, der får ADHD-medicin, viser en analyse fra Sundhedsdatastyrelsen, der blev udgivet tidligere på året. Tallet er steget fra cirka 10.000 til 22.000.

Denne stigning mærker de også ADHD-foreningen. De har eksisteret i over 30 år og har til formål at støtte folk med ADHD og pårørende. De har en række af tilbud bestående af netværksmøder, info-aftener og anden rådgivning.

”Vi oplever flere henvendelser fra nydiagnosticerede voksne, men også fra voksne, der mistænker, at de kan have ADHD,” siger Lone Storm fra ADHD-foreningen og tilføjer: ”Sidstnævnte er ofte i forbindelse med et barn, der er blevet diagnosticeret.”

Der er ikke nogen 1:1 opskrift på, hvorfor nogen har ADHD og andre ikke har, men studier viser, at hvis nogen i familien har ADHD, så er risikoen øget væsentligt for, at man selv har det.

Post-its ad libitum

Karakteristisk for ADHD er, at man bliver let distraheret. Man er glemsom. Man har svært ved at strukturere. Man glemmer sine nøgler, sin pung og sin telefon. Tid er et abstrakt begreb. Ting, der for os andre kan virke indlysende, at vi skal huske eller gøre; ting, vi andre kan lave en mental notits over. De ting har Eva skrevet ned på farvestrålende sedler og hængt op på et staffeli. Et slags husalter.

”Jeg kan ikke finde ud af piktogrammer,” siger hun. Til gengæld er hun god til ord. Hun er også god til at skrive dem ned. Det bliver hun nødt til, for ellers er det som om, de flyver væk i alt muligt andet.

”Hvis man kan lave sig et liv, der passer til den ADHD, man har, så kan man stadig leve et godt liv. Jeg tror, det er det, der er sket,” fortæller Eva. Egentlig er hun ikke så æstetisk eller god til at indrette, hvis hun selv skal sige det, men hun formår indtil videre at indrette et liv, der passer til den ADHD, hun har.

Staffeliet hjælper hende med at danne et overblik. Det kunne måske minde lidt om et skattekort for alle andre. For Eva er det ligesom et kompas. Der ligger også en trofast notesblok på sengebordet med en dertilhørende kuglepen – i tilfælde af at hun skulle komme i tanke om noget, så hun hurtigt kan skrible det ned. For at huske det. Ellers glemmer hun.

”Morgensedler,” udbryder hun, ”de er vigtige. Ellers kan jeg komme af sted med min taske, men ikke min computertaske.” På den måde kan det godt være, at hun ikke selv mener, at hun kan bidrage til en opstilling i et IKEA-blad, men hun har på kort tid fået redskaber til at opstille dele af sin hverdag med ADHD. Og så er der de ting, hun i forvejen uvidende gjorde, som hjælper hende.

Et halvt århundrede mere

Diagnosen har givet Eva et lag mere, end dem hun i forvejen sidder med på bænken på Clemens Bro. Det er koldt ude og himlen er mørk. Gågaden i Aarhus lyses op af julelysene, og det ligner næsten, at Evas brilleglas glimter tilbage. Det gør de måske også, men de store og nysgerrige øjne skinner lige så meget. Og måske er det dem, der lyser mest op.

”En ny diagnose giver mulighed for at se fremad; at ændre på noget. Det er en forklaring bagud. Jeg kan lade fortiden ligge.”

Eva Husted Dalsgaard

Der venter et langt liv forude. Eva er ikke færdig med at løse de små knuder op, men hun ligger ikke længere fladt ned. Selvbebrejdelserne er blevet lagt på bordet hos psykologen og psykiateren. Måske ikke dem alle sammen, men hun har husalteret til at hænge resten op på. Eller notesblokken ved siden af sengen. Eva er på vej ud i et nyt liv og lukker døren til alt det, der var engang.